Kirkepladsen 4, 9900 Frederikshavn
Tlf.  98420599 E-mail: KISW@KM.DK  


Artikler fra kirkebladet

18-01-2005

Ups – det forkerte tårn?

 

Nej, det er ikke Frederikshavn kirkes tårn, vi ser på billedet nedenfor. Men det ligner til forveksling, - med god grund. Byens vise fædre besluttede i 1880-erne at bygge en ny kirke. Den skulle være stor og flot for at passe til det nye fremgangsrige Frederikshavn med en ny havn og jernbane. Derfor lod man sig inspirere af intet ringere end den monomentale domkirke i Aachen i Tyskland. Kirken, som rummer selveste kejser Karl den Stores marmortrone og grav. Og det er netop domkirketårnet i Aachen, vi ser på billedet. Ambitionerne i Frederikshavn fejlede bestemt ikke noget.  

Frederikshavnerne har altid været stolte af deres flotte kirke. Den er et markant vartegn for byen. Kirken har været samlingspunktet for gudstjenester ved store begivenheder såvel i glæde som i sorg. Utallige er blevet døbt, konfirmeret, viet og bisat her. Hver søndag bliver der holdt gudstjeneste. Frederikshavn kirke er en del af mange familiers historie. – Det er svært at forestille sig, at kirken ikke stod der midt i byen.

 

Nu er kirken jo ikke bare bygget som et flot kulturmonument for at ”sætte Frederikshavn på landkortet”. Kirker er bygget af en ganske særlig grund. Klarest er det sagt af Luther: ”I dette hus skal vor Herre selv tale med os gennem sit hellige ord og vi tale med ham gennem vor bøn og lovsang.” Sådan står der uden på Slotskirken i Wittenberg, hvor Luther ligger begravet. Og det er jo formålet med enhver kirkebygning.

 

I kirken møder vi Guds trøst, når livet er for hårdt og sorgen synes ubærlig. Og her bliver vi taget i kraven og sat på plads, når vi i hovmod og navlebeskuelse svinger os op og mister forbindelsen til livets virkelighed. Vi møder igen og igen Guds tilgivelse, når vi ærligt og redeligt må vedgå, at vi ikke levede, som vi burde. Vi samles i kirken for at hjælpe hinanden med at takke Gud, fordi han skænker os et liv og en verden, der er langt større og bedre, end vi har fortjent. I kirken ånder vi ud og ånder ind for at få kræfter til et ansvarligt hverdagsliv med hinanden. Her finder vi håb, der rækker ud over, hvad vi kan se med vor nærsynede forstand.

 

Kirken er Guds hus midt i vores by. Huset, hvor vi møder det, der er større og bedre end os selv for at få fast grund under vor daglige tilværelse. Derfor er kirken et helt særligt og meget vigtigt hus.

 

Der var altså god grund til, at byens vise fædre opsøgte den ypperste arkitektur og bedste byggestil, da Frederikshavn kirke skulle bygges.

 

Men det er ingen selvfølge, at kirken bliver ved med at være der. Guds ord skal nok bestå. Og det kan sagtens forkyndes under langt mere ydmyge former. Men det fortjener de bedste rammer.

 

Derfor har alle vi, der nu hver eneste dag glæder os over vores smukke kirke, også et fælles ansvar for den. Og her er året 2012 et helt afgørende år. Det er året, hvor en omfattende renovering af kirken for alvor løbes i gang. Tidens tand har gnavet i den smukke bygning. Der skal foretages omfattende reparationer for at sikre mod forfald i fremtiden. Kirkens indre skal gøres lysere og mere indbydende.

 

2012 er også afgørende, fordi det er året, hvor der skal vælges et nyt menighedsråd, som bl.a. skal træffe de afgørende beslutninger om kirkerenoveringen – men også har ansvaret for gode rammer om kirkens liv og vækst. Det er ingen hemmelighed, at det kan være vanskeligt i disse år at finde folk, der vil tage demokratisk ansvar i byråd, skolebestyrelser, menighedsråd m.v. Men det er nødvendigt, at nogen gør det. Det er også nødvendigt, at nogen vil påtage sig ansvaret for at vores kirke fortsat er en smuk og værdig ramme om vores fælles samtale med Vorherre i lyst og nød. Det er et ansvar, ethvert medlem af folkekirken har del i, uanset om man bruger kirken ofte eller sjældent. Hvis vi alle skyder ansvaret over på hinanden, er der ingen, der har det.

 

Det kunne jo være, at det nu er din tur til at tage en tørn i menighedsrådet. Så vil vi gerne høre fra dig.

 

Laurids Korsgaard

Gylden glæde

”Guld betyder glæde” synger vi frejdigt i en morgensang. Velvidende at det ikke er sandt. Guld betyder ikke glæde. Det har de seneste års rutsjeture op og ned af aktiekursernes bjerge og dale vist lært os. Guld som navn for alt materielt betyder i bedste fald forbigående glæde. Så kortvarig som en gylden solopgang. Som jo også er en forbigående glæde.

Vi kan nikke enigt, når man siger, at det netop ikke er det materielle, der skaber virkelig glæde i livet. Men mange af vore andre glæder er også forbigående. Også de glæder, der fødes af samvær og fællesskab, af kærlighed, af bevidstheden om at have udrettet noget, er også forbigående glæder. Den slags gyldne glæder har vi mange af gennem livet. De forbigående. Dem, der lyser enkelte dage op, så de står i vores erindring med gyldent skær.

Men den glæde, som Paulus taler om, når han næsten befaler os til at glæde os – den glæde er en anden slags gylden glæde. I slægt med en glæde, som beskrives i en novelle af Claire Lispector. Novellen fortæller om et møde mellem en hvid videnskabsmand og en pygmækvinde. Den mindste kvinde i verden, der bærer det allermindste barn i sit skød. Da de to mødes, ler den lille kvinde sin glæde ud i den varmeste, dybeste latter. Hendes latter udtrykker glæden over ikke at være blevet spist! En fortolkning kunne sige, at hendes glæde er en glæde over at være anerkendt som menneske – og derfor én, man ikke spiser. I mødet mellem to, der ikke kan være mere forskellige opstår glæden.

I grunden er det også, hvad julen handler om. Julen giver os den grundlæggende glæde ved at være anerkendt som mennesker. Vi er her i verden som mennesker. Gud selv kom til vores verden som menneske. Og vi blev anerkendt på højeste sted, hos Gud selv, med fejl og fortrin, med svagheder og styrker, men skrøbelighed og alt det, vi mister gennem livet. Som mennesker er vi anerkendt, ja elskede af Gud. I mødet mellem to Gud og mennesker opstår glæden.Derfor: Glæd jer...

Og glæden er gylden. Når man beskæftiger sig med religiøse billeder, så er det gyldne signal om det guddommelige. Det er netop Gud, der gør glæden gylden og varig for os. Alle de glæder, vi får og giver gennem livet, svinder igen. Men glæden fra Gud, kærligheden fra Gud, er gylden, fordi den varer ved herfra og helt ind i evigheden.

Bodil Bolding

Kirken  - og de mange menigheder

 

Tiderne skifter. Alting forandrer sig. Kirken forandrer sig heldigvis også – og skal gøre det. Den skal kunne komme mennesker i møde, i menneskers liv, som det nu former sig – anno 2011. Det skal den, fordi kirken er bærer af et vigtigt budskab: at der er en åndelig dimension i livet, som er vigtig for mennesker, ja, som fraværet af ville gøre mennesker fattige, fattigere på en anden måde, end nogen økonomisk krise vil kunne gøre det.

Når der tales om folkekirken i medierne, tales der ofte om ’de tomme kirker’, og så vises der billeder fra en eller anden kirke en søndag i højmessetiden. Men er det det eneste, sande billede?

Der findes dog næppe nogen anden organisation i Danmark, der har så stor en folkelig berøringsflade som folkekirken. 80,4 % af befolkningen er medlemmer af folkekirken, og i  Aalborg Stift er det endda 87,6. I 2010 var der færre, der meldte sig ud af folkekirken end i 2009, så myten om, at der er et fortsat stigende antal mennesker, der melder sig ud, holder heller ikke helt.

Der er heller ikke kun gudstjeneste om søndagen. En opgørelse på landsplan viser, at folkekirken tilbyder næsten 40 forskellige slags gudstjenester, fordelt på alle mulige tidspunkter ugen rundt.

Som dette kirkeblad også afspejler lidt af: her er alt fra familiegudstjenester af forskellig slags til natkirkegudstjeneste (Åben Kirke) og musik- og mindegudstjeneste. Fra andre tidspunkter af året kan nævnes en række andre former for gudstjenester: Valdemarsgudstjeneste, Tordenskjoldsgudstjeneste, musikgudstjenester, juleafslutninger for små og store, friluftsgudstjenester, ungdomsmesse, påskesalmesang, sygehusgudstjenester, gudstjenester på plejehjem mv.

Det er ikke længere kun om søndagen, det sker, ligesom man nok ikke længere bør tale om én menighed, men om mange menigheder.

Dertil kommer alle de andre ting, der foregår, og hvor mennesker bruger kirken: koncerter og foredrag. Folkekirken er med til at bringe musik og viden til det lokale område. Ligesom den også lokalt står til rådighed for mennesker i alle livets faser i både glæde og sorg.

Der er liv og udvikling – og aktiviteter – masser af berøringsflader med mennesker: foredrag og koncerter er nævnt, babysalmesang, studiekreds, filmaftener, onsdagsklub, sognecafé, undervisning af konfirmander og minikonfirmander.

Alting forandrer sig. Kirken forandrer sig heldigvis også. Det medieskabte billede af ’den tomme kirke’ er ikke det eneste, sande billede.

Lise Højholt 

 

 

Herrens mark.

”Jeg er på Herrens mark”, siger vi, når livet bliver for kaotisk. Men hvad betyder det egentlig at være på Herrens mark?

Udtrykket kom for alvor ind i det danske sprog en gang i 70erne. Men hvor det stammer fra, er der meget tvivl og uenighed om. Betyder det at være hoveriarbejder på herremandens mark, som bønder var i gamle dage? Eller tænkes der på missionsmarkens farlige og øde steder i det mørke Afrika, hvor missionærer i sin tid satte liv og helbred på spil?

I Vistoft i den sydlige udkant af Mols Bjerge satte ”Ole Opfinder” for nogle år siden et vejskilt op med teksten, ”Herrens mark”.  Det skyldtes irritation over, at kommunen havde sat hans grundskyld alt for højt. Derfor ville han lige minde om, hvem der som markens egentlige ejermand burde have skattekortet tilsendt.  Og så var det også for at gøre bilister så nysgerrige at de sænkede farten og derved undgik at køre hans høns og hund ned. Det sidste virkede bedre end det første.

Vi kan alle ind imellem føle os på Herrens mark. Livet kan gå os imod. Problemer og vanskeligheder kan hobe sig op. Død, ulykke, sygdom og sorg rammer i flæng. ”Ingen kender dagen, før solen går ned”. Så dybest set er vi alle på Herrens mark, derude hvor menneskelig formåen og kontrol kan svigte.

Når man sådan ryger ud på Herrens mark, kan man få krisehjælp. Psykologer, præster og andre kan tale med e’n, så man får luft for voldsomme indtryk, usikkerhed og frustrationer eller får rådgivning om, hvordan man bedre kan klare den vanskelige situation. Men ofte er den bedste hjælp at være sammen med og tale med mennesker, som man kender, hører sammen med og har tillid til.  

Indimellem kan det hele dog være så kaotisk, at ingen menneskelig hjælp slår til. Skylden og skammen kan være ubærlig. Angsten for død og tilintetgørelse kan være uudholdelig. Så er man for alvor kommet på Herrens mark.

Men så er det, at udtrykket, ”Herrens mark”, pludselig får en ny og overraskende betydning. For ”Herrens mark” må jo være netop der, hvor Herren er. Herrens mark er Guds sted. Og kristendommen fortæller jo, at Gud netop er os nær i vor menneskelige lidelse. Da Kristus hænger på korset og skriger sin gudsforladthed ud over henrettelsespladsen, er han jo netop Gud selv, der er blevet til et lidende menneske for at lide sammen med og for os mennesker. Gud sidder ikke i en fjern ophøjet himmel hævet over vor elendighed. Han bøjer sig selv ned i vor elendighed og gør sig til et med os og vor skæbne.

Når vi er på Herrens mark, er Herren selv hos os. Han følges med os i lidelsen og døden, for at vi skal følges med ham i opstandelsen og livet. Det er den dybe betydning af dåben. At være døbt er at ”tilhøre den korsfæstede Herre Jesus Kristus”, som det blev sagt til os ved vor barnedåb.

Også når vi føler os på Herrens mark, tilhører vi Herren. Selv i den dybeste nød og elendighed er vi ikke forladt af Gud. Når al menneskelig hjælp og håb er umulig, kan vi stadig hver på vor egen måde bede til Gud og sætte vort håb til ham. Det er egentlig det, der blev sagt til os, da vi blev holdt hen over døbefonten.

At være døbt er at være på Herrens mark, - der hvor Gud er os nær.

Hvad det egentlig vil sige, kan være svært at forstå i logiske teorier. Den dybe sandhed i det går ofte først op for os, når vi kommer - netop på Herrens mark. Så opdager vi for alvor, hvad det vil sige at sætte vort håb til Herren. - Og at Herrens mark netop er - HERRENS mark.

Laurids Korsgaard

 Herrens mark

En tid for at rive ned, en tid for at bygge op.

Overskriften er hentet fra Prædikerens bog. Den taler om, at tiderne skifter. Og den taler om, at forskellige tider har forskelligt præg. Ødelæggende eller opbyggende. Med tilbagegang eller fremgang.

Vi erfarer, at tiderne skifter. I vores eget liv. Og i vores fælles liv. Og i den store verden. I disse år ser vi, hvordan den magtfulde økonomi flytter mod øst og mod syd. Det er i lande som Kina, Indien og Brasilien, man nu oplever den store økonomiske fremgang. Men en ung amerikansk forfatter med indiske rødder udtalte for nylig, at den vestlige verden ikke skal føle sig truet af den stærke økonomi i de omtalte lande. En meget større trussel mod værdier og fremgang i vores del af verden er, at der i Kina, Indien og Brasilien hersker en fælles stemning af håb, virketrang, lyst til at udvikle og forandre til det bedre. Denne fælles vilje overtrumfer al økonomi.

Hvis vi oplever tilbagegang, tab, mismod og forandringer mod det værre, så er det måske fordi, det er på den måde, vi taler om vores liv og verden. Det gælder i samfundet. Men det gælder også i kirken. Vi kan gøre det kirkelige liv til en forfaldshistorie. En historie hvor alt var bedre førhen. Dengang der var større lydhørhed, flere kirkegængere, mere forståelse og respekt. Og vores historie kan opfylde sig selv. Fordi den spreder mismod.

Men vi forråder det, kirken er kirke for, hvis vi lader mismodet sprede sig. Vi har kirken for at kunne sprede evangeliet. Det ord betyder ’det glade budskab’. Det vil sige, et budskab der opbygger. Der giver håb og mod. Der giver tro på, at alt ender godt til sidst. Derfor skal evangeliet bredes ud på mange måder til mange mennesker. For ordet skaber, hvad det nævner – og Guds ord skaber håbet og modet i os. I kirken er det tid, ja det er altid tid, for at bygge op

Vi er vel trods alt ikke i tvivl, når vi ser billedet nedenfor. Kirken er ved at blive bygget op, ikke revet ned.

Bodil Bolding

 

 

 

 

Disse mine mindste…

At tage vare på de mindste er en standard, som kristendommen sætter for vores liv. De mindste kan være så mange forskellige: de bange, lidende, sørgende, udstødte eller dem, der faktisk er små. Kristendommen lærer os at tage vare på dem; at vise omsorg for de mindste. Derfor er der en tradition for særlige fælles hensyn til ’de mindste’ i de kulturer, der er præget af kristendom. Og derfor ser vi også, at der tages hensyn til mindretal.

     Når man følger den debat, der udspiller sig om Folkekirkens status i det danske samfund anno 2010, kan det nogle gange forekomme én, at alt hvad kirken repræsenterer og gør skal kritiseres og begrænses, alene fordi kirkens medlemmer udgør et flertal i Danmark. Man tolker derfor de ting, kirkens medlemmer siger og gør, som en krænkelse af  mindretal.

     Når præsten uddeler invitationer til konfirmander i skolen, så forstås det ikke som en praktisk foranstaltning i forhold til de mange, men som en krænkelse af de få, der ikke tilhører kirken. Når mange politikere begynder et folketingsår med en gudstjeneste, tolkes det som en krænkelse af de, der ikke tror eller tror noget andet.

     Hvis man drager den konsekvens, at skolen ikke må have et praktisk samarbejde med den lokale præst, så beskytter man måske et mindretal. Til gengæld begrænser man at stort flertal. Eller hvis man som politiker ikke må vise sin tilknytning til kirken, når man begynder et nyt arbejdsår, så beskytter man måske nogle ateisters følelser og forståelse. Men man begrænser til gengæld også politikernes livsverden.

     At tage vare på de små er et adelsmærke i en kultur, der vil kalde sig kristen. Men hensynet til de mindste må ikke betyde en krænkelse af andre.

     Kirken har ikke særlige rettigheder i alle sammenhænge, fordi den repræsenterer et flertal. Der er institutioner, der skal kunne rumme alle – alle mindretal og flertal. Som f.eks. folkeskolen og folketinget. Men det forhindrer jo ikke samarbejde med både mindretal og flertal.

     Og mindretal bør ikke frygte for det, der siges i kirken og det, der gøres af de mennesker, der regner sig for del af kirken. For kirken og dens medlemmer bærer nemlig på den umistelige arv, at vi i sidste ende og på højeste sted bedømmes på, hvordan vi behandler ”disse mine mindste”. Derfor bør en kristen kirke arbejde for det bedste for alle små og alle mindretal. Men den gør det præcist i kraft af at være kristen kirke og det skal ikke skjules. 

 

Bodil Bolding

Glæden ved at have uret.

Vi hader at have uret. Det kan kræve stor selvovervindelse at indrømme, at man tog fejl og at ens modpart havde ret. Vi føler, at det svækker os at have uret. Der er ingen grænser for de fantasifulde udflugter og undskyldninger, vi kan opfinde bare for at slippe for at indrømme en fejl. Det får vi næsten daglige underholdende opvisninger af i medierne – og vi kender det fra vort eget dagligliv.

Den, der har ret, er stærk. Den, der har uret, er svag. Sådan er det mellem os mennesker i næsten alle livets forhold. Det kan være en stor ulykke at have uret.

Men i forholdet mellem mennesker og Gud er det lige modsat. Her er det den største lykke, at vi mennesker har uret over for Gud. – Og at det er Gud, der har ret.

Prøv at tænke den grufulde tanke, at det var os mennesker, der havde ret, når vi anklager Gud for det ene og det andet, - og at det så var Gud, der havde uret.

Det svarer til, at et barn anklager sin far for at have uret i en vigtig og afgørende sag og at barnet har ret. Et sådant barn står frygtelig ensom og forladt i livet. For den far, det skulle finde tryghed hos, har uret. Han er altså ikke til at stole på. Stakkels barn. Nok har det ret, men det er utrygt og står pludselig med en alt for stor byrde i livet, - ensom, uden en højere retfærdighed at stole på og hælde sit hoved til. Barnet var langt lykkeligere, hvis det kunne få lov at være det lille barn, der ikke forstår sig på tilværelsen og den højere retfærdighed, men trygt kan overlade de store sager til sin retfærdige far.

Tænk, hvis Gud havde uret, og vi mennesker havde ret. Så ville vi ikke længere kunne stole på Gud. Vi ville stå ensomme og fortvivlede i et tomt og uretfærdigt univers. Det er en umenneskelig overanstrengelse at ville kræve sin ret over for Gud.

Nej, lykken er at kunne tro, at det er mig, der har uret og at Gud er den gode, den store og stærke, som har ret. Det giver ro i sjælen. For så kan jeg få lov at være det lille forvirrede menneske, jeg er. Selv om jeg ikke forstår verdens gang og hvorfor Gud i sin skjulthed lader ting være, som de er, så finder jeg tryghed i, at Gud trods alt ved bedst. Og så må jeg lade mine ”kloge” spekulationer ligge.

Også når vi måler vore små forvirrede menneskeliv med Guds krav om at vi skal elske ham og vor næste ubetinget og lige så højt som os selv, så ved vi godt, at vi altid vil have uret over for Gud. Så står vi alle over for Gud som dem, der i virkeligheden skylder alt til Gud. Set i det lys har ingen af os noget at lade den anden høre. Vi står alle lige. Lige skyldige over for Gud.

I virkeligheden er det jo en stor lykke. Når vi sådan er lige skyldige, er vi jo dybest set også på lige fod med hinanden. Den fornemmeste berømthed og den usleste vagabond, den frommeste spejderpige og den værste forbryder. Egentlig har ingen af dem noget at lade hinanden høre. Vi er alle lige som dem, der i bund og grund har uret over for Gud. Og derfor har vi alle mulighed for at være på talefod med hinanden – uanset, hvor forskellige vi ellers er.

Men vi er også lige, som dem der alle har fået Guds uforbeholdne tilgivelse, fordi den korsfæstede Kristus har taget skylden for al vor uret på sine skuldre. I stedet for i smålig rethaveriskhed at pege fingre ad hinanden kan vi nu i fællesskab takke Gud for, at han i lige høj grad tilgiver enhver af os. Hvor selvhævdelsen før skilte os ad, er det nu glæden over vor fælles tilgivelse, der samler os.

Når vi sådan i bund og grund har uret over for Gud men også i bund og grund er tilgivne af Gud, så behøver vi heller ikke at spekulere over, om den ene eller den anden ulykke i vort liv måske er Guds eller skæbnens straf over os. Nej, for dybest set har vi jo fortjent alverdens ulykker. Men Kristus har jo befriet os for al guddommelig straf. Vi har ikke længere noget pinligt mellemværende med Gud. Det onde i vort liv kan altså ikke være Guds straf. Det må skyldes noget andet, tilfældigheder – eller hvad man nu vil kalde det. Men Guds straf kan det aldrig være. – For al den uret, vi har over for Gud, har Kristus jo taget straffen for og i stedet skænket os sin tilgivelse.

Det giver os frihed til at leve vort helt almindelige liv uden at skulle bruge et eneste sekund på at spekulere over livets store regnestykke. For glæden ved at have uret over for Gud er også glæden ved at vor uret er tilgivet.

Tilbage er kun at øve os i at få mest mulig glæde og gavn ud af vore dagligliv med hinanden.

Laurids Korsgaard

Fællesskabet og ytringsfriheden

Ytringsfriheden er et af de emner, der for tiden gang på gang dukker op i den offentlige diskussion.

Det skete igen i januar efter en ung somaliers forsøg på at slå tegneren Kurt Westergaard ihjel.

For nogle giver en sådan begivenhed anledning til nok engang at ville stå vagt om ytringsfriheden. Nye områder og synspunkter bliver inddraget. F.eks. var det en ofte gentaget topnyhed i januar, at 8 ud af 10 kunstnere havde udsat sig selv for selvcensur. Det blev også ofte gentaget, at det jo var noget forfærdeligt noget at pålægge sig selv selvcensur. Ledende politikere meldte i den anledning straks ud med, at man sandelig burde stå vagt om ytringsfriheden og ikke sådan begynde at lægge bånd på sig selv.

Kulturministeren inviterede endda kunstnerne til møde. På mødet blev det dog af de indbudte slået fast, dels at man sådan set ikke kendte til problemerne, som de først var blevet beskrevet i Ugebladet A4, og dels at der er forskel på censur og selvcensur. Der er nemlig noget, der hedder takt og formbevidsthed og almindelig omtanke, sagde Egon Clausen, medlem af forretningsudvalget i Dansk Kunstnerråd. Egon Clausen udtrykte samtidig, at han fandt undersøgelsen fra Ugebladet A4 overfladisk, manipulerende og tendentiøs.

Mødet endte med, at kunstnerne inviterede kulturministeren til et samarbejde om en undersøgelse vedr. ytringsfriheden, en undersøgelse, der ikke bare skal arbejde med evt. selvcensur blandt kunstnerne, men også med censur fra magthavernes side. Her blev der fra kunstnernes side sat navn og ord på allerede oplevet censur og indskrænkning af ytringsfriheden: ”Vi oplever for eksempel forsøg på censur, når nogen vil lukke munden på den tidligere chef for Politiets Efterretningstjeneste, når Forsvarsministeriet forsøger at forhindre udgivelse af jægerbogen, eller når Dansk Folkeparti ønsker en lærebog forbudt, fordi den er kritisk over for kongehuset og kirken,« siger Egon Clausen.

Selvfølgelig kan man sige til en mand, at hans kone er fed, hans børn nogle snotunger og hans bil en skrotbunke, men er det selvcensur at lade være? Det er forfatteren Bent Nielsen, der et sted i kølvandet af diskussionen om ytringsfriheden spørger sådan.

Er man naiv og en bangebuks, eller tager man hensyn, fordi man ikke højlydt og offentligt lufter sin uforbeholdne mening, der – beskæmmende nok – ofte kan grunde sig på fordomme og manglende kendskab?

Ytringsfriheden findes i hvert fald ikke i et etikfrit område. Det er der intet, der gør. Når vi taler om ytringsfrihed, ja, så er den endda lovfæstet. Og her skal det huskes, at al lovs mening egentlig er at være den svages beskytter. Snarere end retten til at fremsætte nedsættende og usaglige udsagn om andre, er ytringsfriheden måske mere forpligtelsen til at forsvare den krænkede og den svage.

”Alt er tilladt, men ikke alt gavner. Alt er tilladt, men ikke alt bygger op,” skrev allerede Paulus til Korintherne i det 10. kapitel af sit brev, og han fortsætter: ”Søg ikke det, der er til bedste for jer selv, men det, som er til bedste for andre.” Og selv om ordene er sagt i en bestemt sammenhæng, så er det vel muligt at gøre ordene gældende, også hvor ytringsfriheden diskuteres.

Det er i hvert fald sådan, at måden at tale om og forholde sig til vore muslimske medmennesker og medborgere på i det offentlige rum ikke har bygget op. Debatten har været splittende og ikke forenende. Fællesskabet har taget skade. Vores muslimske medmennesker og medborgere lider under debatten, der glimrer af mangel på respekt og ansvarlighed.

Det vil være en stor fordel, tror jeg, hvis vi, hvad ytringsfriheden angår, holder os Paulus’ ord for øje: ”Alt er tilladt, men ikke alt gavner. Alt er tilladt, men ikke alt bygger op.”

Lise Højholt

 

En politiserende kirke.

 

Mørke skyer trækker op over kirken. Er det tegn på klimaet, der forandrer sig med flere og voldsommere regnskyl som følge? Og var det i grunden noget, kirken skulle engagere sig i?

 

Det er et af de spørgsmål, der er diskuteret på det seneste i forbindelse med klimatopmødet. Ligesom det har vakt debat, om et menighedsråd må lade afviste asylansøgere bo i en kirke på Nørrebro. Eller om en række politikere må gøre en gudstjeneste i Tingbjerg til en støttedemonstration for en chikaneret præst.

 

Fællesnævneren for det hele handler om kirken og samfundet eller troen og politikken. I mangfoldige år har der været nogenlunde enighed om, at kirken ikke skal blande sig i politik. Nej troen og det religiøse liv skal holdes i det private og ikke bringes ind i samfundsdebatter og politiske diskussioner. Der skal være vandtætter skotter imellem.

 

Men noget er i opbrud. Og det kan ikke være anderledes. I en tid hvor værdier er sat på dagsordenen og det handler om, hvad vi synes er vigtigst i vores fælles liv, da har kristendommen naturligvis noget at sige. For dét, der forkyndes i kirken og dét, man tager med sig fra gudstjenesten handler jo om menneskers liv. Det er ikke tåget tale om åndelige anliggender uden forbindelse til den hverdag, vi lever med hinanden. I kirken, ved gudstjenesten, kan vi netop hente baggrund til at tolke og forstå det liv, vi lever. Og dermed har vi også baggrund for vore holdninger til og vore handlinger i det samme liv.

 

Men vi tolker og forstår naturligvis forskelligt. Det er vores mulighed og ret. Derfor kan kirken og det, der forkyndes, aldrig være partipolitisk. Men det kan på den side heller ikke være upolitisk.

 

Den kristne forkyndelse går altid på to ben. Den ene er forholdet til Gud og det andet er forholdet til andre mennesker og den verden, vi deler. Og i kraft af at forkyndelsen også handler om vores forhold til andre mennesker og den verden, vi deler, så handler det også om politik. For det politiske er jo lige præcist det redskab, vi bruger, til at regulere forholdene mellem mennesker og i den verden, vi deler.

 

Nogle vil se politiske tilkendegivelser som truende skyer, der trækker op over kirken. Jeg tror, at kirken er langt mere truet, hvis man gensidigt prøver at lukke munden på hinanden ved at råbe ”du er jo politisk”. For kirken skal være en forsamling af levende, forskellige mennesker, hvor meninger kan få luft og brydes, selv om det forårsager lyn og torden. Og den kristne tro er en levende tro, der forandres med de tider, den forkyndes i. Den kristne tro er aldrig stivnet på et bestemt tidspunkt i historien for så aldrig siden at kunne forkyndes på andre måder.

 

Uden en levende vekselvirkning mellem kirke og samfund, tro og politik, mennesker imellem bliver kirken ligegyldig. Og ligegyldigheden er i mine øjne langt de mørkeste skyer, der kunne true kirken. 

 

Bodil Bolding

Religionskritik.

 

Siden sagen med muhammedtegningerne er det blevet diskuteret vildt og inderligt, om det bør være tilladt at kritisere religioner. Ofte hævdes det, at religiøse påstande skal omgås med en særlig respekt og ærefrygt. Selv folk, der hævder ikke at være religiøse, kan mene at der skal tages særlige hensyn til krav, sæder og skikke, der begrundes religiøst, også selv om de hæmmer det fælles liv. Ind imellem kan man møde mennesker som kommer med uhyrlige påstande med henvisning til, at de har deres viden gennem en åbenbaring fra Gud. Og dermed er deres ideer hævet over enhver diskussion.

Men er det ikke at gøre religionerne en bjørnetjeneste, hvis man sådan behandler dem som rådne æg? Hvis religioner vedrører det dybeste i tilværelsen, grundlaget for vort liv og levned, gælder det så ikke netop om at udsætte dem for mest mulig kritik? – I et moderne oplyst demokrati kritiserer og afprøver vi jo netop alt for at være på sikker grund og ikke blive snydt. Det er kun totalitære magthavere og uvidenskabelige plattenslagere, som ikke tåler kritik. Og dem mister vi jo hurtigt respekten for. Skal religion virkelig sættes i bås med dem – og med sarte typer som faster Anna og Misse Møghe i Matador, som ingen turde sige den nøgne sandhed til. Derfor indhyllede man dem i en atmosfære af forstillelse.

Inden et skib sendes ud på sin jomfrusejlads udsættes det for skrappe undersøgelser og tests, som skal sikre at det på åbent hav er et sikkert opholdssted for mennesker. Ingen ville drømme om at spare på undersøgelser og kritik af respekt og ærbødighed for dets konstruktører. Skulle vi være mindre omhyggelige eller respektløse, når det gælder religion?

Nej, religion skal sandelig udsættes for kritik. Og fordi religioner er så vigtig en del af tilværelsen, skal vi være ekstra omhyggelige med at kritisere dem. Det gælder både kristendommen, islam, buddhisme og alle mulige mere udflydende religiøse fænomener. Religiøse tekster, påstande og følelser skal endevendes og modsiges. Selv satire, spot og hån må religionerne finde sig i. Vil man ikke udsætte sin religion for kritisk efterprøvning og er man overfølsom over for en vittig bemærkning har man vel egentlig bare afsløret at man ikke engang selv mener, at den er troværdig og robust nok til det virkelige liv.

Når man sådan kritiserer f.eks. kristendommen vil meget gammelt traditionsgods smuldre. Mange forvrøvlede påstande vil blive afsløret. Kristendom og kirkelighed trænger til at få kniven stukket ind og få overflødigt fedt og råddenskab skåret væk. Og når vi kommer ind til benet og det sunde kød, så står et enkelt og klart budskab tilbage. Det vil godt nok være udtrykt i et poetisk og mytisk sprog og kan derfor være vanskeligt at kapere for en moderne bevidsthed. Men tilbage står billedet af historiens største religionskritiker, Jesus Kristus. Hans budskab var nemlig meget enkelt og klart: Vi mennesker behøver ikke at skabe os tossede og svæve hen i mærkværdige religiøse øvelser for at finde eller fornemme Gud. Nej, for Gud er os allerede nær med sin tilgivelse lige midt i vor almindelige dagligdag. Derfor kan vi nøjes med at være mennesker, der lever livet frit i ansvarlighed og mest mulig glæde med hinanden.

 

Dette budskab var for meget for datidens sarte religiøse magthavere. Derfor henrettede de religionskritikeren Jesus. Men hans enkle frihedsbudskab kan vi stadig leve på i en tid, hvor al for megen religiøsitet sluges råt.

Laurids Korsgaard

Gak ud, min sjæl….

 

Den tyske forfatter Heinrich Böll har skrevet en lille novelle, der godt kan minde lidt om Jesu lignelser, som er fortællinger, fulde af stof til eftertanke, med brod og visdom.

I en havn ligger en fattigt klædt mand i sin fiskerbåd og døser. En fikst klædt turist lægger netop en ny farvefilm i sit fotoapparat for at fotografere det idylliske billede: den blå himmel, det grønne hav med de hvide skumtoppe, den sorte båd og den røde fiskerhue.

Klik. Og igen. Klik. Og da alle gode gange er tre, så klik igen.

Lyden vækker den døsende fisker, som rækker ud efter sine cigaretter. Den ivrige turist har allerede stukket en cigaret hen til ham, inden han finder sine egne, så han kan stifte bekendtskab med ham.

I dag får du en god fangst, siger turisten.

Fiskeren ryster på hovedet. Men har du det ikke godt?

Jo, strålende, svarer fiskeren. Jeg har aldrig haft det bedre. Fantastisk.

Turisten tænker på det skønne forpassede øjeblik til en god fangst i det fine fiskevejr. Han kan ikke lade være med at spørge:  Hvorfor sejler du så ikke ud?

Svaret lyder prompte: fordi jeg var ude i morges. Og fangsten var så god, at jeg ikke behøver at sejle ud igen – fire hummere og næsten to dusin makreller.

Fiskeren, som nu endelig er helt vågen, klapper turisten beroligende på skulderen og byder ham en af sine cigaretter. Turisten tager den og siger: Det er ikke for at blande mig i dine personlige anliggender. Men forestil dig, at du nu tog ud to, tre eller fire gange i dag. Tænk, hvor mange makreller det kunne  blive til. Og hvis du gjorde det hver dag, ved du så, hvad det kunne blive til?

Fiskeren rystede på hovedet.

Så kunne du senest om et år købe en motor og om to år endnu en båd. Om tre eller fire år kunne du måske have en lille kutter; med to både eller en kutter ville du naturligvis kunne fange mere… Så skulle du bygge et lille kølehus, måske et røgeri og siden hen en konservesfabrik, flyve omkring i egen helikopter, lokalisere fiskestimerne og dirigere din kutter med radio. Du kunne erhverve lakserettigheder, åbne en fiskerestaurant, eksportere hummer direkte til Paris uden mellemhandlere og så...

Og hvad så? spørger fiskeren.

Så kan du sidde roligt i havnen. Dase i solen og se på det pragtfulde hav.

Men det er jo det, jeg allerede gør nu, svarer fiskeren.

I disse tider med finanskrise og miljøkrise melder historien sig hos mig som en forundring over, om der dog ikke er andre løsninger på krisen end dem, vi mest bliver præsenteret for. Giver krisen ikke netop mulighed for at standse op og tænke? Kan det passe, at løsningen på den finansielle krise kun består i at bruge den medicin, hvis bivirkninger er årsagen til krisen: Krisen skal overkommes ved at få hjulene til at køre hurtigere igen. Forbruget skal vokse, før det bliver ”godt” igen. Produktionen skal stige, og aktionærerne skal igen have positive tal på kontoen.

En wulffmorgenthaler-stribe i Politiken for nylig stiller skarpt på problematikken. Man ser en mand stå i sin kolonihave med sin rive i hånden og sige: Jeg er fuldt ud tilfreds med mit liv og har alt, hvad jeg har brug for. Jeg har aldrig nogen sinde tænkt mig at købe noget igen.

I en tekstboks lyder kommentaren til mandens replik: Sætningen, der udgør den største trussel mod hele den vestlige civilisation.

En teolog som Løgstrup kan minde os om, at mennesket ikke bare bruger naturen, men også selv er natur. Kan mennesket og naturen blive ved med at holde til væksten? Mennesket er ikke en robot, man bare kan sætte til at arbejde mere og mere. Mange lider af stress, og det burde vække til eftertanke, at mennesker vist mest elsker efterløn og tidlig pension – og det i en kultur, hvor det at være pensionist ikke ligefrem er det mest statusgivende.

En forebyggelseskommission har barslet med en rapport, der fortæller os, at vi skal spise fedtfattigt, lette foden fra speederen, huske seks om dagen, dyrke mere motion, kvitte smøgerne og holde os under 14/21 om ugen. Men som der var en, der et sted sagde det: Hvad er der ved at blive 97 år gammel, hvis de, der skulle besøge mig, altid enten arbejder eller er i fittness-centret?

Nu er det ikke mit gebet at drive politik; men man kan da godt drømme. Drømme måske om en opbyggelseskommission, der som udgangspunkt har, at mennesket ikke lever af brød alene. Som tager alvorligt, at mennesket er både krop og ånd. Hvad med 12 om året – gudstjenester forstås. Men det er lidt farligt, for evangeliet, der lyder i en gudstjeneste, kalder på mennesket som noget andet end en forbruger.

Men nu er det sommer. Nu er det snart tid at forsøge at finde den lille kødædende plante på Råbjerg Mile igen, som er forsidebilledet på kirkebladet. Det er ikke sikkert, at den bliver ved med at kunne trives i det fantastiske naturområde, der også er påvirket af vores måde at indrette os på. I Portugal, hvor turisten traf fiskeren i Heinrich Bölls lille anekdote, er store arealer mod syd allerede forandret til ørkenlignende områder.

Lise Højholt